Post image for Et døgn uden urinsyregigt

Et døgn uden urinsyregigt

Man siger jo der er lys forude, uanset hvor slemt tingene end arter sig. Generelt er jeg nu også en meget positiv anlagt person, og en af fordelene ved at have urinsyregigt er bl.a. væsentlig mindre chance for at få Parkinsons senere i livet (læste jeg et eller andet sted, jeg vælger at tro på det passer).

Jeg har fornylig prøvet at være fri for urinsyregigt i cirka et døgns tid. Mærkeligt som det end lyder.

Det hele startede med at jeg gik rundt i en måneds tid med smerter i foden, og jeg kunne simpelthen ikke finde andre tilfælde hvor folk havde haft et “akut angreb” i så lang tid. Et par uger måske, eller dage, men aldrig en måned. Det kunne simpelthen ikke passe, så jeg havde bestemt mig for at nu skulle der ske noget, slut med at være på de forbandede smertestillende piller hver dag i en måned.

Et par dage efter vågnede jeg op, og havde pokkers ondt i foden. Jeg kunne ikke støtte på den, måtte tage væggen til hjælp for at kunne komme over og poppe et par smertestillende og lige slappe af en halv time til de begyndte så småt at virke. Her blev det tid til at tage på hospitalet og få mig en alvorlig snak med de kyndige personer.

Lægen der havde vagt, rykkede lidt frem og tilbage i min fod og trykkede lidt steder, hvorefter han sagde “det der, det er ikke urinsyregigt. Så ville du have smerter i storetåen eller dens led, og der har du ingenting”. For at gøre en lang historie kort, så var han overbevist om at det var svangen, eller hvad man nu siger, under foden, som var skyld i det. Hvis jeg fik en tid hos en specialist til at komme på et bånd så de kunne måle hvordan jeg går, og så lave en speciel sål, så ville det gå væk.

For at gøre historien lidt sjovere, så var han meget overrasket over at den oprindelige læge ikke engang ville tage en blodprøve for at bekræfte at jeg havde urinsyregigt – og samtidig ville han ikke selv tage en, for at afkræfte det. Jeg skulle dog ikke nævne “blodprøve” ret mange gange, før han sagde at jeg selvfølgelig gerne måtte få det gjort, hvis det kunne give mig ro i sindet.

Dagen efter fik jeg resultaterne, og voila, tallet for urinsyre i blodet var alt for højt. Det måles i noget der hedder “umol/L” som jeg absolut ikke aner noget om. Men maksimum for mænd er vist 420 umol/L som svarer til 7mg/dl. Mit lå på over 500 umol/L.

Så ringede jeg til hospitalet igen og fik en anden læge. Han var dog mere sikker på at det var urinsyregigt og nu hvor blodprøven sagde hvad den sagde, synes han ikke der var noget at tage fejl af. Jeg kunne bare komme ind, så ville han give mig medicin (allopurinol 100mg), som vil sænke mængden af urinsyre i blodet.

Det var det – jeg nåede lige at få en enkelt dag uden urinsyregigt (mentalt), før jeg fik diagnosen – igen. Denne gang, i det mindste, er der da gode udsigter. Jo længere tid jeg tager allopurinol, jo mindre smerte i foden pga. urinsyren. Jeg fik dog også Ibuprofen 400mg, men apoteket havde kun 600mg på lager, så den fik jeg i stedet for. Men det er vist halv kraftige sager, og jeg synes egentlig Ibuprofen (Ibumetin, som kassen hedder) 400mg har været fint nok til mit behov – så de 600mg gemmer jeg til hvis det skulle blive virkelig slemt en dag.

Var indholdet brugbart? Del det gerne med andre:

Relaterede Artikler:

{ 0 comments… add one now }

Leave a Comment

{ 1 trackback }

Previous post:

Next post: